Jeg troede, jeg var ligeglad… men det var jeg ikke alligevel”
Jeg troede, jeg kunne ryste det af mig.
Du ved – sådan “de må mene og sige, hvad de vil, jeg er ret ligeglad”. Men det viser sig, at jeg ikke er helt så ligeglad, som jeg gik og troede.
Det gør faktisk lidt ondt. For det er ikke hvem som helst – det er nogle af de frivillige, jeg skulle arbejde sammen med. Jeg ved ikke præcis, hvem der siger hvad. Jeg ved bare, at der bliver talt. Og det er åbenbart ikke særlig pænt.
Det der med at være “hende dér” – hende, der har gjort “et eller andet forkert”… Det sætter sig.
Ikke at vide, hvad der bliver sagt, og hvem der siger det, gør det kun værre. En tur gennem Algade er ikke så hyggelig længere. Jeg går ikke længere ind i vores genbrugsbutikker. Ikke fordi nogen har sagt, jeg ikke må.
Men fordi det føles som om, jeg ikke skal. Som om jeg er blevet bedt om at holde mig væk.
Formand som buffer
Så nu sender jeg alle de spørgsmål eller anden korrespondance jeg selv burde have med de frivillige (Aktivitetslederne) til vores formand, som så sender det ud. Så kommer det fra hende og ikke fra mig (som jo er hende den dumme). Det skulle fungerer som en bufferzone, fungere som et skjold, for at passe på mig.
Men ærlig talt, så føles det lidt som om jeg er sat i skammekrogen, og ikke må tale med nogen andre.
Jeg kan godt passe på mig selv, og ville ønske at folk havde hjerte nok til enten at komme til mig med deres frustrationer over mig og mit arbejde, eller holde deres mund. At gå rundt i byen og sladre, føles som om vi er tilbage i 4. klasse…. At det ikke er voksne mennesker, der skulle arbejde sammen for den gode sag.
Det lidt sjove i det her, er at der er ca 140-150 frivillige i foreningen og jeg har egentlig kun direkte kommunikation med små 20-30 stykker (det er meget højt sat, når jeg lige tænker efter)
Og ærligt – det har taget toppen af min lyst.
Lysten til arbejdet. Jeg gør stadig det, jeg skal. Jeg passer mine opgaver og mit ansvar.
Men jeg tilbyder mig ikke til noget ekstra længere. Jeg er ikke længere frivillig af lyst – kun af pligt.
Det er trist.
Jeg har arbejdet frivilligt i mange år.
Mange forskellige foreninger.
Og ja, jeg har da været i unåde før – det hører næsten med, når man engagerer sig.
Men det her… det føles anderledes. Det føles hårdere.
Måske er jeg blevet mere tyndhudet med alderen? Måske. Jeg ved det ikke.
Men én ting ved jeg:
I dag er en god dag.
For det har jeg besluttet.
Hver morgen beslutter jeg mig for, at dagen skal være god – også i dag.
Det her Røde Kors-rod får ikke lov at styre mit humør.
Det ødelægger ikke mit privatliv. Jeg er stadig et positivt menneske med et positivt syn på livet. Og det kommer ikke til at ændre sig.
Det er et bevidst valg, jeg tog for fem år siden – den dag, hvor jeg også meget bevidst valgte livet til.
Så til dig derude:
Ha’ en fuldstændig fantastisk dag. Du er jo et fantastisk menneske. 💛