Når kroppen siger fra
I går skulle have været en helt almindelig tirsdag
En arbejdsdag, som så mange andre. Men i går morges måtte jeg erkende noget, jeg stadig øver mig i at acceptere: Min krop ville ikke lege med. Det mærkelige er, at det ikke nødvendigvis gør mere ondt. Det, der sker, er, at jeg bliver træt. Ikke bare sådan almindeligt træt – men gennemtræt. En træthed, der går helt i knoglerne. Den slags dage ender ofte med, at jeg ikke engang får skiftet ud af nattøjet, før min kæreste kommer hjem fra arbejde. Jeg har ikke fået lavet noget. Som i absolut intet. Jeg sover – gerne i flere omgange. Et par timer ad gangen. Vågen kort – får måske lidt at drikke – og så tilbage i sengen. Når jeg endelig er lidt vågen, føles det som om, jeg går rundt i en tåge. Som en zombie.
Og hvad skyldes sådan en dag?
Ja, denne gang nok det sædvanlige: At selvom jeg tror, jeg passer på mig selv, så har jeg alligevel presset citronen for hårdt. For mange dage med for meget. Det begyndte med bestyrelsesmøde mandag den 26. maj – en sen aften. Tirsdag arbejde, og venten på at kæresten fik fri, før vi kunne køre hjem. Endnu en lang dag. Onsdag og torsdag var vi i haven. Fredag stod den på Pangera Park – mange skridt, mange indtryk. Lørdag til Fransk Forår – mere gåen, mere aktivitet. Søndag i haven igen. Og mandag? Rødovre Centrum med nogle friske tøser. Flere skridt. En lang dag.
Alt i alt:
Alt i alt: For mange dage. For meget af det hele. Og så siger kroppen stop. Resultatet? En dag, hvor jeg har gummiben, ikke kan gå på strakte ben og bare... ikke fungerer.
Men selv midt i det hele er jeg taknemmelig.
Taknemmelig for, at min krop taler til mig. Råber lidt, når jeg ikke selv hører efter. Taknemmelig for, at jeg – trods alt – er blevet bedre til at lytte. Og måske allermest taknemmelig for livet. At det stadig er her. At jeg stadig er her.