Coach, hvem mig?
Verden er lille
Min “nabo” på 2 sengs stuen på Aleris, viste sig at være en meget meget sød dame. En dame som jeg havde fælles bekendte med. Bekendte jeg ikke har talt med, eller set i en del år.
Men det var vel egentlig ikke dette, der udløste samtalen, jeg her vil fortælle lidt om. Det gjorde bare åbningen til samtalen nemmere.
Eller måske ikke alligevel, for af eller anden grund – flød samtalen bare let og nem helt af sig selv.
Denne dame (lad os kalde hende “Alice”) er for ikke så længe siden blevet skilt, og der var opstået nogle nye bump og huller på livets vej. Hun skulle jo nu til at navigere frem i livet, og helst uden at ramme alle bump og falde ned i alle hullerne. En opgave som hun syntes var ret traumatisk og svær.
Meget atypisk for hende, åbnede hun helt op, og delte meget personlige og private detaljer om livet. Både om livet før skilsmissen, under og nu efter. Livet for hende og hendes børn.
Jeg vil ikke her gå dybt i detaljerne, da jeg mener at hun fortjener at jeg opretholder den fortrolighed, hun viste mig.
Udvikling
Efterhånden som hun fortalte og jeg lyttede. Sådan rigtig lyttede – udviklede samtalen sig stille og roligt – i den retning, at jeg hist og pist kunne stille nogle spørgsmål, hvor hendes respons – gav hende svar. Ikke kun på mine spørgsmål, men også på nogle helt andre problemstillinger i livet.
Hun kom frem til nogle løsninger, og nye muligheder, som hun ifølge hendes selv – ikke ville ha tænkt på.
Fandt fremt til værdier og muligheder for at gro og udvikle sig – i en retning hun gerne ville, men ikke havde kunne finde vejen til.
Jeg selv sagde faktisk ikke så meget, men fik tilsyneladende vejledt / coachet hende i den rigtige retning undervejs i samtalerne.
I al fald endte tirsdag aften med at hun takkede mig, for at have hjulpet hende med at finde en ny og bedre sti at betræde.
Hun spurgte om jeg havde overvejet at blive coach, sådan rigtigt – at arbejde med det for alvor.
Dertil kunne jeg jo kun svare at, jeg faktisk er uddannet kognitiv coach. Men også at jeg ikke rigtigt havde brugt uddannelsen for alvor. Jeg havde dog overvejet muligheden gennem årene.
Afskedsord
Og da hun blev udskrevet og skulle hjem (et par timer før mig) gav hun mig et kram og sagde:
“Tak, tusinde tak for at du hjalp mig på vej.
Og hvis du nogensinde beslutter dig for at åben din egen virksomhed – at blive coach – sådan for alvor.
Ja så har du din første klient her. Jeg ville bestille tid, lige med det samme.
Du har fået mig til at arbejde på min indstilling til livet. At jeg godt kan ændre på visse ting. At jeg ikke er alene om at føle, på den måde, jeg føler. At der ikke er noget galt med mig. At jeg er god nok. Så tak, tusinde tak”
Taknemmelig er jeg
Nu er det så mig, der er taknemmelig.
Jeg er utrolig beæret over den fortrolighed hun viste mig, et fremmede menneske.
Taknemmelig for at jeg måske kunne gøre bare en lille bitte forskel, for et andet menneske og hendes liv. At jeg kunne vise hende, at der findes en anden vej og måde at leve på.
Så tak, tusinde tak -“Alice”, for at du gav mig lov.