“Famile”
Mavefornemmelse og “familie”
Den anden dag fik jeg sådan en af de der mavefornemmelser… Du ved noget er forandret….
Jeg er vokset op med en stor familie, til trods for at jeg selv er enebarn.
Min mor havde 4 søskende, som hver især havde 5, 3, 2 og 2 unger og så min kære mormor.
Vi var en tæt familie og så tit… Jeg har brugt mange weekender hos mostre og onkler, hængt ud med fætre og kusiner… weekender sammen med min kusine hos mormor… For ikke at nævne alle højtiderne, der var hele flokken samlet til frokoster m.m.
Jeg har intet andet end GODE minder om min store familie, mange hyggelige, sjove og skøre stunder med både fætre, kusiner og de voksne.
Men efter min mor døde (28 år siden) var det mormor som holdt sammen på flokken, og selvom samværet var sporadisks, så vi da.
Og da mormors døde, faldt det fra hinanden, i al fald i forhold til mig. Vi sås ikke længere, ej heller til højtider. Ingen skam i at blive væk, når man ikke er inviteret.
Jeg fik dog beskeder om dødsfald og bisættelser, og dette var jeg rigtig glad for.
For selvom jeg ikke længere sås med nogle fra familien, ville jeg virkelig gerne vise en sidste respekt, sige mit eget farvel til mostre, tanter og onkler.
Den del er tilsyneladende slut, for jeg får ikke længere besked, bliver ikke længere ringet op/skrevet til når nogen går bort. Bliver ikke længere inviteret til at deltage.
Nu er der kun 2 af min mors søskende tilbage, en tante og en enkelt onkel. Og dette ved jeg kun, fordi jeg tillod mig at spørge en kusine, om alle stadig var i live.
Er åbenbart ikke længere en del af familien. Gør mig ikke så meget at jeg ikke ser mine fætre og kusiner længere, vi er vist vokset hver vores vej. Men ikke at ha muligheden for at kunne sige farvel til de voksne fra min barndom/ungdom….tja….
Det sårer mig, gør mig trist at man kan blive skrevet ud af en familie, som engang var så tæt.
Far eller ej
Min kæreste gamle far har jeg heldigvis endnu. Og ja jeg ved godt at det ikke varer evigt.
Han er blevet en gammel mand, en eneboer og lidt en særlig.
Ej en særlig har han nok altid været, men han er min særling. Min far, som altid har været der, altid har støttet, bakket mig op, heppet på mig, og vist mig den rigtige vej at gå her i livet.
Det kan godt være at han sådan rent juridisk ikke er min far, men han har været der siden jeg var 3 eller 4 år, eller noget. Men min biologiske far har aldrig været en del af mit liv, aldrig deltaget i noget…og jeg har ikke manglet ham på nogen måde. For jeg har haft verdens bedste far. En far som forgudede min mor, elskede os begge højt, satte os før noget som helst andet.
Men han bliver snart min far, også sådan rent juridisk ….. for jeg er ved at blive adopteret 😉 Noget vi begge ønsker højt, til trods for at jeg ikke længere er et barn… Tænk at sådan noget kan betyde så meget, nu hvor jeg er voksen, og min mor ikke længere er blandt os ! Men det gør det, det er vigtigt på en eller anden måde.