Ferie og fremtiden
Nedtælling
Ferien går på hæld og snart er det slut for denne gang.
Men vi har dog lige hele denne uge og mandag – torsdag i næste uge, for hverdagen banker på.
Hvordan skal hverdagen se ud?
Sidder igen her i drivhuset – min lille oase og drikker morgenkaffen. Nyder roen, alenetid, mine gamle ritualer og tid til reflektion.
Morgen meditation og ro i hovedet.
Tænker på fremtiden, hvad vil jeg og hvad er godt for mig. Skal raskmeldes nu her i starten af September, efter næsten 3 års sygemelding. 3 år med masser af ventetid, flere operationer og tid til at hele.
Tanker om hvad jeg skal – mere uddannelse – overvejer at snuppe en Projektleder uddannelse først. Eller om det “blot” skal være direkte i fleksjob.
Ved nu at det ikke bliver 20 timer ugentlig længere. Men har fundet ro i at kunne arbejde 8-10 timer om ugen. For på denne måde, er der også et liv. Et liv som skal leves fuldt ud, på godt og ondt, med det som gør mig glad, det som gør mig lykkelig.
Livet er godt, men…
Livet mit er godt, og jeg elsker det. Elsker at bo på landet, den ro det giver min sjæl – er uvurderlig.
Men der skal justeres lidt hist og pist, justeres lidt for at jeg kan blive rigtig lykkelig – sådan virkelig rigtig lykkelig.
Nogle små justeringer fandt jeg ud af i løbet af ferien i Blokhus, og resten må jeg finde ud af hen ad vejen.
Der skal “morgen” bades hver dag, har trods alt stranden i Præstø lige rundt om hjørnet. Det tager ikke mere end 10 min at køre derned. Og til vinter, kan det være at jeg skal melde mig ind i Præstø
Vinterbadeklub, så jeg ikke er alene, når jeg bader.
Der skal “arbejdes” på en kreativ ting hver dag, og de dage hvor kroppen ikke vil de aktive ting, kan jeg male, tegne eller et eller andet stille siddende kreativt.
Livsstilen skal ændres til et sundere alternativ. For både at få en sundere krop, tabe nogle kilo, men også for at få en sundere sjæl.
Der skal være mere plads til det spirituelle, meditationer, kontakt til universet og taknemmelighed.
Plads og tid til at jeg kan vokse som menneske. Blive et bedre jeg, en endnu bedre versions af mig selv. For min skyld, ikke for nogle andres – kun for min egen skyld.
Mit søvn mønster skal ændres, skal forbedres. For jeg har meget længe kun sovet mellem 4-6 timer hver nat. I går gik jeg f.eks. I seng omkring 01 ish – og jeg vågnede ved 5 tiden. Ved ikke helt så meget om det med REM søvn, men det er også noget jeg skal ha fundet ud af.
Drømmer stort
Der skal arbejdes på drømmen, spares op og kigges efter den rette bolig og lokation.
Drømmen er at finde en “gammel” gård, at indrette en bolig til kæresten og jeg selv.
En bolig til en kær veninde og en god kammerat.
Der skal bygges om,
Så det er muligt at afholde retreats,
Et Bed & Breakfast.
Bygges værksted til træarbejde
Bygges keramikværksted
En gårdbutik,
Et galleri,
En urtehave,
En frugthave
Drivhus
Og sikkert meget meget mere.
Veninden min skal ansættes som madmor / rengøring. Kammeraten i fleksjob som gartner / altmuligmand og jeg selv tager det administrative arbejde.
Kun min veninde og kæresten min, har indtil nu kendt til denne drøm.
Men nu kender du den jo så også 😉