Livet mit:
Nye begyndelser, stærke værdier og lidt modvind i håret
Hvad er der sket i livet mit siden sidst?
Tja… livet har – som det nu har for vane – budt på både opture, overraskelser og et par små bump på vejen.
Men alt i alt? Jeg har det godt. Rigtig godt, faktisk.
Nyt arbejde – ny energi
Den 1. april startede jeg på et nyt arbejde. Og nej, det var ikke en aprilsnar – selvom det næsten føltes for godt til at være sandt. Kemi og arbejdsmiljø ramte plet fra dag ét, og jeg kunne nærmest ikke tro, at jeg ikke havde været der i årevis. Det føltes bare… rigtigt.
Opgaverne? Der er stadig lidt stille på skrivebordet – ikke på den irriterende måde, men mere sådan: “vi tager lige en god opstart, og så bygger vi stille og roligt op.” Og ved du hvad? Jeg elsker det. For der er en plan. Og den føles tryg. Alt er godt.
Røde Kors – og de svære sider af frivilligheden
Så er der Røde Kors. Her må jeg ærligt indrømme, at det har været lidt tungt i starten. Jeg kom ind som ny kasserer og aktivitetsleder – klar til at gøre en forskel. Men jeg var ikke helt forberedt på, at jeg skulle starte helt fra bunden. Der var ikke bogført noget som helst for 2025. Nada. Zip. Nul.
Så hvad gør man? Man smøger ærmerne op, finder computeren frem, åbner Uniconta (Røde Kors’s eget renskabsprogram) og går i gang. Og ja, nu er der bogført til dato, og det føles godt. Det føles som fremskridt. Men her kommer så bagsiden af medaljen.
For det viser sig, at det ikke altid er populært at komme med nye vaner og opstramninger – selv når de faktisk er påkrævet af landskontoret og nye bogføringsregler. Jeg har ændret lidt på nogle processer, og det har desværre fået nogle til at opfatte mig som… tja, en smule for meget. For streng. Måske ligefrem en “B…” eller en “M.. Kæ…..”.
Det er en trist følelse. At gå rundt i Algade og føle, at jeg ikke længere kan stikke hovedet ind i vores genbrugsbutikker og ose/handle eller bare sige hej. At jeg tøver med at skrive til en aktivitetsleder / eller rent faktisk skal få formanden til at skrive ud for mig. Bare fordi folk er sure på mig, at jeg ikke ved, om jeg er velkommen.
Men ved du hvad? Jeg gjorde det rigtige. Jeg gjorde det nødvendige. Og jeg gjorde det med det bedste hjerte og de bedste intentioner.
Så stopper jeg som frivillig? Nope!
Lad mig sige det helt klart:
Jeg stopper ikke. De får sgu ikke jaget mig ud af byen.
Jeg tror på det arbejde, vi laver. Jeg tror på fællesskabet, også selvom det lige nu halter lidt. Og jeg ved godt, at det tager tid at ændre ting – og at ikke alle jubler over forandring. Men jeg håber, at tiden vil vise, at det ikke handler om at ville bestemme – men om at gøre arbejdet godt. Grundigt. Og med hjertet på rette sted.
Så ja. Livet mit? Det ruller videre – med arbejde, frivillighed, kreative projekter i privaten, masser af kaffe og en god portion stædighed.
“Man gør ikke en forskel ved at gøre som alle andre – man gør en forskel ved at turde stå fast, også når det blæser.”