Når livet smider en skruebold –
Og hvordan vi finder vores fodfæste igen
Livet er fyldt med uforudsigelige drejninger, og sommetider føles det som om, vi bare bliver ramt af en skruebold. En dag går alt som smurt, og næste dag står vi pludselig i en situation, hvor vi ikke helt kan finde fodfæste.
Det er som om, vejen foran os snor sig og vender sig på en måde, der gør, at vi ikke helt ved, hvor vi skal gå hen.
Og lad os være ærlige – det kan være virkelig svært at se lyset, når det hele føles mørkt og kaotisk.
Men her er det, vi nogle gange glemmer:
Følelser er ikke virkeligheden – og denne udfordring, som virker så uoverstigelig, vil ikke vare for evigt. Ja, det lyder måske som noget, man kunne finde i en motivational quote, men tro mig, det er sandt.
Jeg er i en arbejdssituation, der gav mig mavepine – ikke den slags mavepine, der kommer fra for meget kaffe (selvom det er en ting, der vist også findes), men den der dybe, tunge fornemmelse i kroppen, som fortæller mig, at jeg ikke er på rette vej.
Og det er en af de situationer, hvor hjernen kan prøve at overbevise dig om, at det er det “praktiske valg” – du ved, pengepungen får måske et lille nøk opad, men det føles bare ikke godt på den længere bane.
Men her er sagen:
Jeg har lært at lytte til min krop.
Den taler højere og højere jo længere jeg ignorerer dens signaler. Hvis vi ikke tager de små advarsler alvorligt, kommer de til at blive til større, mere højrøstede skrig – fysiske symptomer, som vi ikke længere kan ignorere. Det er som om, kroppen endelig siger: “Okay, jeg har prøvet at tale til dig på subtile måder, men nu er det tid til at skrue op for lydstyrken.” Og tro mig, du vil helst ikke vente på det punkt.
Men hvad gør man så, når man er i denne udfordring?
Jo, nogle gange handler det om at tage det en dag ad gangen.
At give sig selv lov til at trække vejret og ikke føle, at man skal have alle svarene på én gang.
Nogle gange handler det om at tage et skridt tilbage og anerkende, hvad man har – som for eksempel den vidunderlige støtte fra de mennesker, vi elsker.
Jeg er så taknemmelig for min kæreste, som altid står ved min side. Han har min ryg, uanset hvad. Det er virkelig en gave at have én person, der altid er der, og som kan se igennem alt det, der sker omkring os.
Men jeg må også huske én vigtig ting:
Jeg er selv ansvarlig for min egen lykke.
Det er ikke min kærestes opgave at sørge for, at jeg har det godt.
Det er min egen opgave at passe på mig selv og sørge for, at jeg træffer de beslutninger, der får mig til at trives.
Og du ved hvad?
Jeg tror på, at vi har mere kontrol over vores liv, end vi giver os selv kredit for.
I dag er en ny dag, og jeg vælger at gøre den god.
Jeg beder universet om hjælp, og jeg ved, at det altid kommer til mig – måske ikke i den form, jeg havde forestillet mig, men på den måde, jeg havde brug for.
Det er sådan livet virker.
Og lige nu, her og nu, beslutter jeg, at i dag bliver en dejlig dag, fyldt med positive, selvkærlige tanker.
Så lad os tage dagens udfordring med et smil – og måske en lille humoristisk tilgang.
For ja, livet kan være skørt, men det er også utroligt smukt, når vi lærer at tage det, som det kommer.
Namaste.