“Ny” far
Sidste år
I februar / marts måned 2024 ansøgte min “far” og jeg om voksen adoption.
Jeg har jo haft ham som far siden jeg var omkring 3-4 år, og han er verdens bedste far.
Men sådan rent juridisk har han jo aldrig været min far. Han har boet sammen med mig og min mor, næsten hele mit liv. De var ikke gift og jeg var ikke adopteret.
Jeg har aldrig haft noget med min biologiske far at gøre. Min mor havde fuld forældremyndighed, og vi har ikke set ham, hørt fra ham eller på nogen anden måde, haft noget med ham at gøre.
Han er gået bort for en del år siden, og det var en underlig fornemmelse at sidde der i skifteretten og høre om boet. At besøge det plejehjem han boede på. At skulle tømme hans værelse, rydde op i papirer m.m.
Jeg mener, det var godt nok min biologiske far, men det var også en fremmed mand, jeg skulle sige farvel til. Jeg blev først kontaktet, efter han var blevet bisat, men alligevel.
Nå tilbage til det med voksen adoptionen.
Min far (ham der altid har været der) har længe ønsket at adoptere mig, og som sagt fik vi sat det i gang sidste år. Og d 9 april 2024 fik jeg brev fra familieretsstyrelsen om at sagen nok ville tage ca 3-4 måneder.
Det holdt ikke helt, men fredag i sidste uge, fik jeg brev med besked om at jeg, såfremt jeg ønskede at blive adopteret, skulle underskrive dette dokument og sende det til dem. Det fik jeg fikset i weekenden, og i onsdags kom det endelige resultat.
Jeg er nu juridisk datter af min gode gamle far og min kære mor.
Så jeg var en rigtig glad datter, der kunne ringe til sin far og fortælle ham, at nu er vi en “rigtig” familie – sådan juridisk.
XOXO