Strøtanker en fredag morgen
Vægttab
Onsdag var jeg til kontrol hos diætisten, og hun var ganske tilfreds med resultatet.
Jeg har tabt 4 kg på de 4 uger.
Og jeg har ikke mærket noget til de mulige bivirkninger, der kan følge med Wegovy.
Så alt er godt.
Hun skruede op for dosis, helt efter planen, så nu får jeg 0,5 mg.
En sprøjte hver torsdag morgen. Med en nål så lille at jeg overhovedet ikke kan mærke stikket.
Kontrol igen d. 1 november 😉
Medicin og antal der ikke passer
I dag skal jeg til lægen og ha fornyet en af recepterne på smertestillende.
Der er kludder i systemet, for jeg får lige mange af de to slags smertestillende medicin jeg får.
Og når lægen så udskriver 200 af den ene slags og den anden udskriver hun så 300 stk. så går regnestykket på ingen måde op.
Jeg kommer til at mangle til 25 dage af den ene.
En anelse irriterende at det skal være så svært at få det til at passe, hos den nye læge. Det har aldrig været et problem tidligere.
Frederikssund
En af bedste veninderne er indlagt, og er faktisk ret skidtmas.
Så måske jeg triller en tur forbi hospitalet i Frederiksund, og ser til hende.
Det er aldrig sjovt at være indlagt, og jeg ved af erfaring, at et besøg kan være lidt opløftende.
Et afbrud i den kedelige trummerum, der er på et hospital.
Job og uddannelse
Jeg støvsuger næsten dagligt nettet for fleksjob, men de hænger ikke ligefrem på træerne.
Og det er lidt svært at søge deltidsjob, når jeg ikke skal bruge mere end 8-12 timer om ugen.
”Ventetiden” bruger jeg jo så på at videreuddanne mig, jeg er jo igang med uddannelse som Livs Designer.
En uddannelse som ikke blot giver mig mere indsigt i hvordan jeg vil leve mit liv, og hvordan jeg så for det til. Men som også som sammen med min uddannelse som kognitiv coach, kan forberede mig mere til et job, hvor jeg rent faktisk kan hjælpe andre mennesker.
Noget jeg virkelig godt gad at bruge mit liv på.
Mit morgenbad
Mit ellers så dejlige morgenbad i havet, er gået i udu.
Desværre ….
Jeg holdt pause i 14 dage, grundet mellemørebetændelsen. Og det har virkelig været svært at komme i vandet siden.
Nu er det koldt, og ikke spor rart. Det virker stadig ret godt på min krop, men uhhh det er koldt.
Så jeg kan slet ikke tage mig sammen til at køre derned og hoppe i.
Måske jeg først kommer i vandet igen til foråret.