To uger uden Facebook
– og hvordan jeg forsøger at finde ro i kaos
Jeg har nu været uden Facebook i to uger.
Ja, du læste rigtigt – to hele uger.
Det hele startede med, at jeg forsøgte at forbinde min Influenster-konto med Facebook (fordi, hey, det er jo 2025, og vi har alle brug for at være socialt aktive på internettet, ikke?).
Det var så her, at Facebook besluttede at lukke mig ude… som helt ude.
Men lad os tage det fra starten.
Som de fleste af os gør, forsøgte jeg at logge ind, da jeg skulle forbinde mine konti. Og pludselig stod jeg der, med en skærm der nægtede at lade mig ind. Det var som at stå foran en lukkedør med en nøgle, der nægtede at passe – for det viste sig, at jeg havde aktiveret totrinsgodkendelse. Ja, det var jo en sikkerhedsforanstaltning, men lad mig bare sige, at det nu føles som en alt for god idé i et univers, der bare ikke vil samarbejde.
Facebook, som normalt sender en godkendelseskode til din enhed, nægtede at sende mig noget som helst, fordi Facebook – i sin uendelige visdom – havde lukket mig ude af alle mine enheder. Så nu var jeg fanget i et digitalt limbo, hvor min kode eksisterede kun i Facebooks univers, og jeg var ikke inviteret til festen.
Jeg må sige, Facebooks support er som en skygge – du ved, du har hørt om den, men du kan ikke finde den, og den er ikke ligefrem til at tage en kaffe med.
Det eneste, man kan gøre, er at “prøve at gendanne kontoen”, men ender bare med at blive sendt tilbage til den samme skærm, der beder mig om den koden, som jeg ikke kan få.
Uendelighedens cyklus!
Men vent, der er mere!
Når man har Facebook-problemer, kan man jo altid stole på Google til at redde dagen, ikke?
Jeg skulle logge ind på min Google-konto… og røg så afsted ned i et sort hul af skole-e-mail-minder, som jeg selvfølgelig ikke længere har adgang til, fordi jeg ikke arbejder på skolen længere.
Jeg kunne mærke frustrationens bål stige i mig, som en dårlig komedie.
Og mens jeg troede, at det kun var Facebook og Google, der kunne spille mig et pus, fik vi det til at se endnu mere eventyrligt ud her i Smølfehuset.
Vi har nemlig flyttet vores domæne danish-rotts.dk til en ny udbyder, og det var selvfølgelig et geni-træk, indtil jeg besluttede mig for at ændre de små tekniske detaljer for hurtigt.
Nu har jeg ikke adgang til mailen længere, og det er… irriterende.
For min kæreste kan stadig bruge sin, men for mig er det som at stå udenfor i regnen med en paraply, der bare nægter at åbne sig.
Men der er en solstråle på horisonten
Den ene ting, der virker, er at jeg faktisk kan kontakte supporten på vores nye udbyder, hvis problemet ikke er løst om et par dage.
Det er en opmuntrende tanke – og måske den eneste, der ikke får mig til at rive mit hår ud.
Men hey, der er en lys side i alt dette!
Elektronisk ro.
Jeg er pludselig blevet hevet ud af tidens evige strøm af notifikationer, opdateringer og mails. Det er stille. Der er ikke nogen små pauser, hvor jeg tjekker Facebook eller svarer på mails.
Jeg har faktisk tid til at… ja, tænke. Hvem vidste, at ingenting kunne være så afslappende?
Så, selvom jeg stadig er fanget i mit digitale fængsel, kan jeg faktisk ikke lade være med at smile lidt.
Jeg får ro, tid til at få nogle ting gjort og måske – bare måske – en ny taknemmelighed for de små ting i livet (som ikke er teknisk relateret).
Og nu, takket være min virtuelle efterforskning, må jeg hellere få det sidste tekniske problem løst.
Men indtil da – så længe Facebook ikke lukker mig ude for altid – er jeg okay.